'Vi trænger til at blive samlet'

Foto af Claus Christensen, 2008

Femina nr. 17 2008

Det 20. århundrede revolutionerede verden på mange måder. Men det splittede og skilte også os mennesker og efterlod os selvoptagede umodne og strukturløse i al vores oplysthed, mener debutforfatter Lone B. Skovgaard. Og den proces handler hendes roman "Tiden hænger på træerne" om. FEMINA har mødt hende.

Af Lene Rode

Lone B. Skovgaard fortæller gerne om sig selv, sin debut som forfatter og ikke mindst sine betragtninger om den verden, vi lever i. En verden, som hun betegner som en smule tvangsneurotisk – og det har hun gået og skrevet tekster om i årevis.
– Jeg er fascineret af den voldsomme forandring, vores samfund gennemgik i det 20. århundrede. Det var en teknologisk, åndelig og samfundsmæssig revolution på godt og ondt – og samtidig et århundrede, der rummede verdenshistoriens mest blodige krige, siger Lone B. Skovgaard.

Selv har hun kun oplevet forandringerne i den sidste tredjedel af århundredet. ”Men det var også der, den største mentalitetsændring skete,” som hun påpeger.
– I 60’erne og 70’erne skubbede nogle af os religionen og samhørigheden med naturen og fællesskabet fra sig. Vores måde at omgås og tale på blev mindre formel, mere respektløs. Den klassiske familiestruktur var i opløsning, og gamle dyder som forældre gik tabt og blev i et stykke tid ikke erstattet af andre nye, konkrete måder at være forældre på. Nogle af de voksne ville ikke være voksne og lagde ansvaret fra sig. Og hen ad vejen blev kærligheden til hinandens kønsforskelle visket ud. Mændene skulle være bløde – men alligevel sexede. Og kvinderne tog styringen over flere og flere områder i familien. Vi mistede den gamle grundlæggende struktur og de gængse normer og havnede i overgangsperioden i en konflikt mellem krop, sjæl, individ og omverden.

BLØDE MÆND OG UTILFREDSE KVINDER
Lone B. Skovgaard voksede op i en kernefamilie med far, mor og to brødre. Med i bagagen var også en mormor og morfar, der var engagerede og idealistiske – og dus med Stauning. Morfaren var journalist på Socialdemokraten og senere redaktør på Aktuelt. Mormoren var også en ivrig skribent og sad i Amtsrådet i Lyngby. Og så var der en farfar, der var direktør og altid havde store biler, store smil og så brandgodt ud. Så farfar og farmor var fine og kultiverede på en anden måde, konservative. Lones forældre var begge skilsmissebørn og knyttede sig tæt til hinanden og blev borgerlige. De opdragede deres børn med kærlighed og respekt, og Lone lærte de samme ting af sin far som brødrene.
– Men samtidig så jeg de her bløde mænd og utilfredse kvinder, så jeg blev nok ret usentimental og besluttede mig for, at jeg ville være god til både maskuline og feminine ting. Og jeg har trænet begge dele.

Samtidig mener Lone, at det er utrolig vigtigt, at vi ikke prøver at udviske kønsforskellene.
– Der er jo forskel på mænd og kvinder, og jeg synes, det er vildt charmerende, når jeg prøver at komme i kontakt med min mand, og der bare er lukket, fordi han er fokuseret. Jeg prøver at lære af det og blive bedre til at fokusere i stedet for at multitaske hele tiden. Der er masser, vi kan lære af hinanden, og derfor er det vigtigt, at vi begynder at elske hinandens køn igen og værdsætte forskelligheden, samtidig med at vi får noget ud af den, mener Lone B. Skovgaard.

NUL PRUTTEFIS
Lone mener, at vores samfund og kultur er blevet splittet og fragmenteret – specielt i løbet af de seneste 30 år, hvor vi i store træk har frasagt os magien og guddommeligheden og i stedet dyrker individualiteten:
– Forskellig tvangsmæssig adfærd er blevet mere almindelig: alkoholisme, stofmisbrug, ekstreme kropsnormer, voldelig kriminalitet, new age-selvoptagethed, afhængighed af internettet underholdning og sex. Vi mangler simpelthen noget mere føling med verden og hinanden. En følelse af at livet giver mening. På den store måde. Så nu skal vi samle. Det er det, jeg gerne vil opfordre til med bogen. Vi skal se os, menneskeheden, som en stor familie. Lad os for eksempel sige, at muslimerne er tante Erna, som ikke bryder sig om, at vi siger pruttefis. Så siger vi selvfølgelig ikke pruttefis til hende. I hvert fald ikke før vi har skabt en tryg relation med hende, så vi kan le sammen. Det er jo egentlig ret simpelt. Men det kræver, at vi opførerer os respektfuldt over for hinanden og ikke ter os som trodsige børn uden normer.

TEENAGERE HELE LIVET
Uden at afsløre for meget af bogens handling kan vi godt sige, at hovedpersonen i romanen, Venusia, er så ramt af livets tyngende ansvar, at hendes hænder visner og falder af. Sent i livet begynder hænderne at vokse ud igen. Først til babystørrelse og siden helt op i en størrelse 13 1/2 – men der stopper væksten. Og det er en hentydning fra Lone B. Skovgaards side til nutidens voksne mennesker.

– Mange, også blandt vores politikere, er pinligt selvtilfredse med at være 13 1/2. De påtager sig gerne en  teenage-adfærd. Nogle provokerer og eksperimenterer uden at tage ansvar. Vi har så mange ressourcer, som vi skal lære at udnytte bedre. Og især skal vi kommunikere på en mere tilfredsstillende måde. Hvis vi vælger det, har vi tid nok, penge nok, hjælpemidler og intelligens til at forme vores verden. Der var engang en klog mand, der sagde til mig, at kommunikation er kærlighed. Det tror jeg på, siger Lone

ORDEN I KAOS

”Tiden hænger på træerne” er forfatteren Lone B. Skovgaards første bog, som har været næsten to årtier undervejs. I bogen følger vi Venusia, som bliver født i 1915 i Rom. Moderen er dansk, og faderen er ud af en rig italiensk familie. Første verdenskrig og en konkurs sender Venusias familie til Schweiz og siden til Danmark. Faderen, den tidligere patriark, klarer sig ikke særlig godt, og familien tager en skamfuld social deroute. Moderen er meget ung og umoden og lettere utilpasset og bliver lidt mandhaftig i stedet for at være den nærende, bløde mor for sine børn. Venusia vokser dermed op med en far, som klynkende bebyrder hende med sin egen uformåenhed, og en mor, som ikke elsker hende, føler Venusia. Det meste af sit liv må Venusia på grund af de manglende hænder gå med mere eller mindre funktionelle proteser, og sådan kæmper hun sig gennem det 20. arhundrede. Venusia, som mangler evnen til at tage sig af sine børn, tager sig i stedet af en række elskere, hun er optaget af sin kunst (hun laver skulpturer) og af sin egen besættelse af at skabe orden i kaos.

At Lone selv har haft kunsten tæt inde på livet, vidner hendes baggrund med al tydelighed om. Hun er tidligere chef for Roskilde Festival, musikanmelder på Information og sanger i flere undergrundsbands og underviser i dag i tegning, maleri, kunstteori, sang og stemmetræning. Og så er hun gift med billedkunstneren Thomas og mor til adoptivsønnen Louis på 6 år.

JAGTEN PÅ MENING

I Venusias familie er der en historie, som alle helst fortier, og som den følsomme Venusia bliver optaget af. Den drejer sig blandt andet om tre skæbnesvangre kvinder, et barn og en stor mængde blod. Historien, eller rettere brudstykkerne af den, gør hende nervøs. Hun lægger til og trækker fra. Blodet, barnet og de tre kvinder bliver til et eksistentielt regnestykke, som hun gerne vil have til at gå op. Faktisk bliver det en besættelse for hende at få det til at gå op, og hun går gennem livet med en forventning om, at når først hun finder svaret på det, vil alt gå op i en højere enhed og give mening. Et barn og tre kvinder - hun bliver besat af tallene 1 og 3 og nægter for eksempel at sætte sig om bord i et fly, hvis hun ikke kan få et sædenummer, hvori de tal indgår. Venusia finder svaret til sidst.

– Historien bliver en del af Venusias tvangsmæssige adfærd, som hun klamrer sig til for at finde mening. Tallene og matematikken kan hun forstå, de udgør en verden med entydige svar, mens resten af verden er, hvad vi tror, den er. Den er subjektiv, og det kan virke meget skræmmende. Men vi er jo produkter af en tid, hvor tiden og rummet blev relative via Einstein, og Gud døde ifølge Nietzsche. Måske er det på tide, at vi tager ansvar for vores egne forestillinger og bliver mere rummelige.

ROMANEN ER, SOM DEN SKAL VÆRE

”Tiden hænger på træerne” begyndte som en samling essays i de tidligere 1990’ere. Lone B. Skovgaard var optaget af kroppen i videnskabelig, sociologisk og kulturel forstand, og det lagde grunden til de første strofer. Ved siden af sang hun i fire bands, var musikanmelder og tog en uddannelse som International Markedsøkonom med afsætning af industrielt design som speciale. I 1999 besluttede hun sig for at gøre skriblerierne til en rigtig, sammenhængende fortælling. Siden tog hun ud på flere forskellige forlag, som alle var begejstrede, men alligevel syntes, der manglede noget. Og her ville mangen en amatørforfatter måske gå hjem og lægge manuskriptet tilbage i skrivebordsskuffen. Det gjorde Lone B. Skovgaard ikke:

– Jeg lærte hver gang og tog det hele med i næste udgave. Og for hver gang blev romanen bedre. Ind imellem lå den stille i længere tid. For eksempel efter at min mand og jeg hentede vores søn i Indien i 2004. Men hver gang vendte jeg tilbage med fornyet intensitet, og sidste efterår (i 2007) ryddede jeg så op i manuskriptet med god, fast hånd og smed vel 40-50 sider ud og føjede nyt ind. Og så sendte jeg den til People’sPress en torsdag, og om mandagen ringede de og sagde, at de gerne ville udgive den, efter at redaktøren blot havde læst 50 sider. Og her sidder hun så nu – debutforfatteren, den tidligere anmelder – klar til at modtage anmeldernes og læsernes dom. Men hun er ikke nervøs.

– Den roman er fuldstændig, som den skal være efter min mening. Nogen kan selvfølgelig synes noget andet, og jeg er ikke ufølsom over for kritik. Men de må sige, hvad de vil, jeg er helt rolig.

Lone B. Skovgaard er allerede i gang med sin næste roman, som forhåbentlig ikke får en lige så lang fødsel. Det bliver en bizar western om ondskab og fordomme.

"Tiden hænger på træerne er Venusias erindring om et liv, fortalt af hende selv som gammel dame. Det er en stor, vild og i ordets egentlige forstand fabelagtig roman om identitetens omtumlede vilkår i et vanvittigt århundrede. Bogen portrætterer det 20. århundrede som industrialismens vugge og grav. Herfra knytter Skovgaard an til kernefamiliens opløsning, katolicismen og kristendommen, Italien som civilisationens vugge, sanselighedens og intimitetens forandrede vilkår og menneskets bevægelse væk fra kroppen og ind i internettet, rusmidler, spiseforstyrrelser, tvangshandlinger mm. Slægtsromanen bliver bredt ud til en fortælling om en nation og den vestlige verdens udvikling, og ligger fint i tråd med den magiske realisme der præger bl.a. Gunther Grass’ bog Bliktrommen og Guillermo del Toros film Pans Labyrint.

Lone B. Skovgaard har tidligere været musikanmelder for Information og chef på Roskilde Festivalen med Leif Skov. I dag er hun karriererådgiver. Og nu også en ny, imponerende debutant i dansk litteratur.

Lone B. Skovgaard
TIDEN HÆNGER PÅ TRÆERNE
Roman
Ca. 230 s. Vejl. 249,-
Bogen udkom den 27. marts 2008 på People'sPress